Det blev pludselig meget tæt. Ikke kun på grund af det flotte fremmøde på Radar hvor Karrierekanonen afholdt de traditionelle showcases på SPOT festival, men mere den sitrende energi og dét, at alt luften blev suget ud af lokalet da pigerne på scenen åbnede munden. På scenen stod Aufori. I front sangerinderne Anna Ritsmar og Mathilde Sten samt guitaristen Óliver Bernburg til venstre og Bjarke Mathiasen på keys til højre.

Forinden havde pausemusikken fra stedets højtalere bestået af tidligere finalister som Benal og de tidligere Karrierekanon-vindere The Minds Of 99. Et valg hvilket nok ikke var tilfældigt, for kvartetten på scenen har samme potentiale. Med dansksprogede tekster fik det tætte publikum bl.a. sangen Åbne Favne. Vokalen fra Anna komplementerer den forførende kor-følge af Mathilde. De lette strøg på keys får hele universet til at danse på stilke, mens Anna´s  iørefaldende fremtoning lyser op på scenen når hun har iført sig sit kendemærke, ukulelen.

Spillestedets fremtoning er meget pæn, sort i sort og virker renoveret indenfor de sidste par år. Et stort X hænger i loftet og temperaturen er behagelig, behagelig kølig. X´et i loftet er bygget af rigge som bærer strøm og lamper, mens led-lys former X´et. Pludselig er Åbne Favne ved vejs ende og jeg er blevet forført til at hensynke i egne tanker. Ikke fordi musikken er kedelig, men mere fordi det jeg oplever, giver mig tid til at kigge indad og bygge egne associationer ud fra hvad jeg hører.

”nu skal vi lege regering”. Alle fire på scenen ifører sig bind for øjnene og så starter introen til sangen Kaffekopper. ”Hvem har lyst til at leve i en verden, hvor mangel på respekt er overskriften” starter Anna sangens tekstunivers der stikker lidt til det samfund vi lever i idag. I slutningen kommer en tekstsekvens med ”I falder fra hinanden, Vi falder..” hvor samtlige bind tages af hovederne og sammen slutter bandet deres melankolske ridt i lytterens bevidsthed. Det er svært ikke at stå åndsfraværende og bare lytte til hele det melodiske og sparsomme setup, kun bestående af guitar, ukulele og keys.

På sangen Runddans har Anna lagt Ukulelelen til side og står nu kun for det vokale i front på scenen, mens hun bakkes op af det ganske unge band.  Det er nærmest poetisk og ganske interessant hvordan Anna jonglerer med ordene med stor overbevisning og har publikummet i sin hule hånd. Til sidst står alle på scenen og svaje. ”I må godt danse med” kommer det naturligt fra scenen og sådan slutter koncerten. I fælles gyngende bevægelser. Det er mig ubegribeligt, hvis ikke dette unge og velspillende act kommer videre som finalister til årets Smukfest. Det er velfunderet, iørefaldende, naivt og hårrejsende smukt.

Du kan finde debutalbummet Runddans fra Aufori på alle streamingtjenester.

Dato: 12 maj 2018
Genre: Alternativ pop / songwriter
Lokation: Radar, Aarhus (Karrierekanonen) Spot festival 2018