Julie Hoegsberg & Band spillede lørdag aften, d. 14 feb., en forrygende Valentines-koncert på Skråen. Jesper Thilo Kvintet havde forinden givet koncert med en besætning af saxofon, piano, bas og trommer, som Julie Hoegsberg også tidligere har haft med i set-uppet. Men denne aften var saxofonen skiftet ud med en gennemført guitarist, som tilføjede et ekstra lag i den transformation som Julie Hoegsberg er i gang med at lave.
Setlisten og aftenen startede ud med sangen High On This, som kommer fra det gamle repertoire. Her mixer bandet piano med trommer og en lille smule electronica, men højdepunktet og det nye twist, kommer i form af en fantastisk guitarsolo af Mikkel Zakariasen. Nu har jeg tidligere hørt denne sang fra Julie, men dette ekstra twist gjorde noget godt for sangen i sin helhed.
He Needs Me To Push Him. En stille bas intro opfølges af den velkendte piano som endnu engang akkompagneres af en forrygende guitar. Den guitar har virkelig masser af gode kvaliteter i lydbilledet, i hvad Julie Hoegsberg prøver at skabe. De gamle sange har fået nyt liv, både med ny stil fra Jonas Kardyb, men også guitaristen Mikkel. Sangerinden Julie har tidligere på året varslet om kommende nye udgivelse og denne aften fik publikum også noget af det nye fra hende. Sangen Autum (som oprindelig hed Fall, men pga. af navnesammenfald blev det Autum). Sangen viser virkelig gode takter fra den kønne sangerinde, som starter ud med en fantastisk vokalintro, som dog desværre bliver ædt af trommer midt i sangen. Men fokus er lagt på den runde, jazzy stemme fra Julie, hvilket er fuldt forståeligt.
Min favorit fra sangerinden hedder Time. Pt. Er den i en uændret version på soundcloud, så det overraskede mig positivt at høre de nye ændringer denne aften. En nøgen piano-intro, hvor vokalen sidder spot-on og akkompagneres af en sound der er lækker og dyb. Bl.a. i det electronica-inspireret beat med masser af bund, mens Julies vokal svæver legende ovenpå. Endnu engang får guitaristen Mikkel en fin rolle, som jeg finder beundring i at en klassisk guitarsolo kan virke så godt sammen med så bundsolid et beat. Skal man høre hvilke kvaliteter Julie´s vokal indeholder, så er en live-version af Time anbefalingsværdigt.
Endnu en sang fra det gamle repertoire fik luft under vinger, These Are Not The Times, hvorefter det blev plads til sidste og seneste nummer, In Your Hands. En party-inspireret sang med uptempo beat og Julies vokal. Fin sang, men måske en afstikker fra hele setlisten, da de forgående sange ikke havde en snert af den samme stemning. Koncerten virkede beroligende og afslappet, så et party-nummer forstår jeg ikke.
Koncerten med den aalborgensiske sangerinde Julie Høgsberg med kunstnernavnet Julie Hoegsberg, leverede nye takter og nye toner i en flot koncert på Skråen. Bandet spillede tight, både bassisten Peter Parmo og trommeslageren Jonas Kardyb havde nye ting at byde på, mens det nye beat og guitaristen Mikkel Zakariasen var forfriskende at lytte til.
Jeg ville ønske jeg kunne fremvise noget af det nye fra bandet, men vi må vente til den nye udgivelse i midten af året.
Herunder kan du høre den gamle version af Time. Forstil dig en lækker guitar samt et bundsolidt beat.