Karl William bød på tørvejr under teltscenen Avalon og masser af feelgood sound, dog uden den store variation med sange fra tidligere albums samt gamle og nye udgivelser. Uden intro, gik koncerten i gang. Hurtigt var publikum med på stemningen og sang med på hitsinglen Forstenet fra i år som afløstes af Vi er Vi fra 2016 EP´en, Livet. Rundt omkring svajede publikum til den tranceskabende musik og lod sig rive med ind i et melodisk univers med Karl´s flydende vokal som er skabt til at følge strømmen i hans eget musiske sind.
Efter en kort bemærkning om at tage sig af hinanden foran scenen, gik sangen Placebo i gang. En sang der veksler mellem langsom tempo til energisk omkvæd, som også publikum benyttede til at hoppe med for at få lidt varme i den våde tid. En helt ny sang blev også præsenteret med titlen Willyboy inden Milliard Sekunder fik lov at fylde øregangene. Stille og roligt begyndte det at sive med publikummer og der blev lidt mere plads i det trange telt, men stadig godt fyldt i Avalon og et underholdt publikum.
Karl William og band har direkte udsigt ud af teltet og kan se hvordan det regner udenfor, så derfor kom Karl med en kæk bemærkning ”Det er ganske godt vi ikke skulle spille der udenfor..” inden tonerne til Syredronning slog an og fortsatte stimen af vellydende toner. Sådan fortsatte koncerten hvor bl.a. sangen Se blev spillet uden noget som helst scenelys. Ikke en fejl, men en del af fortolkningen af sangen som handler om ikke at kunne se.
Den sidste stykke tid har bølgerne ikke været særlige høje, men endelig kom der en varieret og funky sang som kunne ændre lidt på den nedadgående stemning. Ekstra Glas gav et nyt skud energi i en nærmest døsig periode af koncerten, inden Blind Igen fik publikum op i klimaks med fællessang på ny og takt-klapperi.
Som afslutning på koncerten og store klapsalver fra et underholdt publikum, sang Karl William Alt Er Fint fra EP´en Livet. Og ja. Alt var fint. Koncerten med den unge aarhusianer og band, havde underholdningsværdi med kun meget få ting at sætte en finger på. Variationen skete nærmest ikke og derfor føltes det som om at hele koncerten blev én lang seance uden stop. Der skete ikke meget på scenen, foruden Karl som gik rundt og en lyssætning som for det meste var fast farve. Foruden et lidt ridset helhedsindtryk, så ramte Karl William en nerve med vellyd og derfor får koncerten 4 ud af 6 stjerner.