Free Ride med Radio Galaksy har ligget og ulmet i min vinyl-bunke et lille stykke tid. Udgivelsen er tilbage til d. 29 november 2016, men aktualiteten er stadig intakt. Det er slow jazz med masser af stemning og stemningen er noget man tager seriøs hos Radio Galaksy. Gruppen består af trommeslager Søren Jensen, Aske Jacoby på guitar, Viktor Krauss på bas, Christopher Jespersen på keys samt Lis Wessberg på trombone.
Da stemning er en stor grundpille på pladen, vil jeg i det fortløbende placere hver sang i en stemning.
The Lottery er pladens første skæring og er pladens opbygger. Instrumental med rolige strøg på guitaren og tikkende cymbals er hovedingredienserne inden bassen tager dig hen af en lang vej, listende på tå, mod dit mål, u-anende hvad der venter for enden.
Elephant Swing er mere tilbagelænet. Guitaren har fået mere swing og bringer dig i en tåget tilstand af fremskridt og lykke, hen imod The Bike som får dig til at træde lidt mindre i pedalerne for at nyde landskabet som triller forbi. Der er ikke noget du skal nå, så hvorfor ikke bare nyde.
Pangæa er pladens mærkeligste navn og alligevel så relevant. Efter ordet betydning, kan det tolkes som en helhed og helheden er at finde på udgivelsen Free Ride, hvor Pangæa pludselig tager en uventet drejning mod ska-reggae rytmen, mens guitaren stadig følger sin vante gang. Stemningen løftes, der kan danse.
Alone On The Planet Earth er titlen på den næstsidste sang og er ikke så deprimerende som den lyder, dog har den sine mørke dale hvor ekkoet lyder, alene. Dette er også pladsens første sang med vokal af Jakob Dahn og Sara Broberg. Jeg får associationer til nyere David Bowie.
Sidste nummer på pladen og dens ultimative afslutning er The Lottery Appendix som, med en funky rytme a la Prince, forbinder jazzens improvisatoriske fremgangsmåde og tilføjer en let og danseglad stemning.
Herunder kan du selv følge med, når Radio Galaksy tager turen rundt i Spanien med Elephant Swing.