Scenerøgen vælter op fra gulvet. Det stiger og former sig som en ildevarslende atom-paddehætte inden det rammer loftet og indhyller de sparsomme lamper. Belysningen har retning fra gulvet og op samt fra loftet og ned, hvilket skaber nogle intimiderende skygger når et band som Get Your Gun står på scenen.
Forsanger Andreas Westmark står i front med foroverbøjet hoved og håret ned, så ansigtet skjules. En positur som han er ved at være vant til og som skaber en dragende og mystisk fremtoning. Sangen Haywire toner frem og maskinen startes op. Som et gigantisk damplokomotiv med flere hestekræfter end nogen anden og med et manisk tempo, kører kedlerne derud af og skaber rytme og samskabende trance i blandt publikum. En tilhørsskare som er støt vokset i løbet af aftenen, dog ikke en skare som er den mest bevægelig af slagsen. Med sange som Joy of Recognition, Stray og den dystre Black Book, bliver kedlerne varmet godt og grundigt op. Uden tøven skovler bandet kul på den åbne ild, hvilket skaber et virvar af hvinende og sprudlende guitar-eskapader og bastante trommer, som kun giver fortabt ved den næste afløsning på sætlisten. Det her er altså et maskineri der er blevet tunet og forbedret med årene, hvor hver eneste lille detalje er velkendt af hele bandet. Men med nøje indblik i hver eneste detalje, kan man nogen gange sidde fast i egne vanlige metoder. Det kan også skabe stillestand.
Der bliver ikke snakket mellem numrene, men bygget ovenpå den allerede intimiderende stemning. Det er på en måde afmålt aggression fra de 4 musikere på scenen. En koncentreret aggression som viser sig i vulkanudbrud af sprudlende musisk lava som starter lige så hurtigt som det kan stoppe. Den gennemgående kilde kommer fra de, til tider, monotone trommer fra Simon Westmark. En trommeslager med et tight håndelag og god fornemmelse for temposkifte og breaks.
Fra de mere rytmiske sange som den korbaseret og højtråbende Black Book til den rivende Call Me Rage fortsætter Andreas Westmark sin utømmelige kulpåfyldning. Enkelte gange bliver man hevet ud af fatning af en lysmand med meget underlige tiks på knapperne og nogle pludselige farveændringer, men bandet formår at holde et kraftig favntag i publikum og med en hurtig hovedrysten, så er man tilbage igen.
Det pulserende beat fra You´re Nothing skaber en kort pause i det ellers så fremadstormende sæt, men den langsomme gang giver endelig lidt tid til at trække vejret og komme lidt i fatning igen. Bandet kan uden tøven spille sammen, uden at skulle koordinere eller endda kigge for meget på hinanden. De kender hver eneste lille møtrik i lokomotivet, og selvom enkelte bolte skulle løsne sig som koncerten skrider frem, så fortsætter bandet ufortrødent deres fremmarch. Apropos fremskridt, så proklameres den sidste sang fra scenen og aftenen i det mørkeste kammer, bliver sluttet af med Enough For Everyone. Salen er stadig godt fyldt af intenst, lyttende publikummer og mens tonerne til Enough For Everyone roligt intensiveres begynder hverdagen også at dukke frem fra sit skjul. Heldigvis er det helligdag i morgen.