OWMI (FOTO: MICHAEL KAACK)
Duoen OWMI fra København består af rapperen Bashir Billow og Jakob Miang.
Tilbage i 2012 udgav Bashir Billow singlen Mental Picture i eget navn, som dengang fik god omtale her på siden. Bandet i Billow havde også Jakob Miang på guitar og det er herfra de to musikere har fundet rytmen sammen. Sidenhen, i 2016, har man også kunne finde Bashir (vokal) på singlen Du Har Aldrig Savnet Nogen af Benal. Denne gang udgiver duoen Bashir Billow og Jakob Miang debutalbummet Tourner sammen som OWMI.
Et stort shoutout skal lyde til introsangen Early Nothing. Den er funky med lækker bund og en dansabel stemning uden lige. Her mærker man de elektroniske rytmer flette sig flot sammen med både klaver, trommer og synth. Billow på rap er en fornøjelse i stil med Frank Ocean. Beats and Lies er så langt nede i tempo at jeg lige mister overblikket kort og må huske hvad det er jeg laver, for at skrive videre på anmeldelsen.
Where You Wanna Be har en skøn intro med et par noter af guitar som afløses af trompet i afmålte bombastiske bølger. Igennem sangens udvikling runder trompeterne, og synth, de umådelig bløde kanter af.
Slippin forsøder øregangen og kantes af Bashir på rap, titelsangen Tourner river den bløde forestilling op med roden og kradser i fundamentet inden Chenai igen hælder honning ned af ryggen på dig. Det er friskt. Det er dansabelt og eksperimenterende.
Moonshot tager det organiske fra guitaren og afslutter et spændende album med et eksperimenterende lydunivers hvor der er gjort god plads til et hav af musikalsk input fra hele spektret i musikverdenen.
En lille sitenote af min egen. Sætter man navnene Bashir BillOW og Jakob MIang sammen fanger man muligt grundstenene til navnet – OWMI ?
Faktaboks
Udgivelse: 11 oktober 2019
Pladeselskab: Macaw Recordings
Udgivet på streaming og vinyl