Folk & country-sangerinden Katrine Schmidt udgav debutalbummet Laying My Burdens Down tilbage i marts 2021, men desværre var alt koncert-aktivitet på et minimum på daværende tidspunkt.
Nu har albummet så fået lov at sive blandt streaming og vinyl-elskere i nogle måneder og skal nu endeligt have lov at udfolde sig live. Det sker på Huset i Hasserisgade. Igår var UDSOLGT. I aften til ekstrakoncerten meldes også UDSOLGT.
Her på bloggen har jeg været så heldig at følge Katrine Schmidt gennem flere år og har bl.a. flere anmeldelser af tidligere single og EP udgivelse her. Lige fra én af de tidlige koncerter fra debut-EPén ”Taking My Time” tilbage i 2017 hvor jeg beskrev hende som en ung sangerinde med en stor stemme. I aften har jeg oplevet en velfunderet og moden sangerinde som hviler mere i sig selv end dengang.
Lad os starte fra begyndelsen af aftenen.
Salen er dækket op med små runde café-borde og to stole til hvert bord. Aftensolen skinner stadig udenfor vinduerne. Der er nøjagtig nok stole til den udsolgte koncert i aften, ikke mere eller mindre. Bagerst i lokalet kan jeg se det siver ind med mennesker som mestendels kender hinanden, familie og venner til Katrine og band. Selv sidder jeg ved siden af hendes nabo,.. fandt jeg ud af.
De første toner slår an
På scenen er der dækket op med et hav af gear og instrumenter. Det er albummet ” Laying My Burdens Down” vi skal opleve live i aften. Ind kommer Jonas Kardyb på trommer, Mikkel Bøggild på guitar, Mark Kühn på kontrabas, Johannes Aaen på klaver og orgel, violinisten Thyge van Dassen samt Katrine Schmidt, som den sidste i midten af det hele.
De første to sange får lov at sætte stemningen og allerede fra ”Anytime Soon ” føler jeg en connection med lyrikken og stemningen i musikken. Selvom jeg har gennemlyttet albummet på pladespilleren derhjemme de sidste par måneder, så rammer nærværet fra sangerinden på scenen ekstra denne aften. Det er virkelige problemer pakket ind i fløjlsbløde toner og en skøn vokal. Selvfølgelig også et sammenspillet band og god lyd, som kun i enkelte perioder led et nederlag til et output af for mange ting på én gang.
Fra sangen, med reference til sangerindens bedsteforældre, ”Wish i´d be a Hundred” efterfulgt af ”Darkest Hour” om egen periode med angst, hvor Katrine på trods af det personlige tema synger ubesværet og med et roligt sind. Apropos rolig, så er det netop hvad sangen ”Slowly but Surely” handler om. Der er både gang i klaveret, guitaren og percussion, mens der på flere sange også er gjort plads til soloer. På ”Begging´” får Mikkel Bøggild lov til at vise hvad guitaren kan præstere foruden den skønne vokalduet mellem guitarist Mikkel og Katrine på ”Put a Bet On Romance. Her komplementere Mikkels dybe vokal, Katrines´ i en iørefaldende og skøn sang om at satse på kærligheden.
Halvvejs igennem pladen
Klapsalverne er i krig med musikernes output fra scenen. Orgelet kommer i omdrejninger, mens mundharmonikaen pludselig bliver taget i brug af Katrine Schmidt, mens jeg flygtigt kiggede drømmende væk. Det er ikke svært som publikum at finde ro og indlevelse i nuet og musikkens tilstedeværelse. Under sangen ”My Friend” sker der dog et par gange et fejlmiks hvor instrumenter og vokal flyder sammen i et virvar af for meget på én gang. Men lyden er hurtig på sporet og hjertekulen kan falde til ro igen med Thyge van Dassen´s færdigheder på violinen. Det lakker mod enden. Solen er på vej ned udenfor salens vinduesparti og enkelte solstråler prøver ihærdigt at kravle ind i salen.
”Dear Austin ” er en rigtig country-sang. Om en forelskelse af sangerinden selv, af flere. Selvom de kommunikative egenskaber mellem spansktalende Austin og dansk/engelsksprogede Katrine var besværlig, fandt de en måde at kommunikere på. Det blev endda til en sang og en anekdote.
”Laying my Burdens Down”. Titelsangen fra albummet af samme navn. En bekendelse fra sangerinde Katrine Schmidt. Om Angst. Kærlighed. En vens misbrug. Respekt til de ældre. At starte på en frisk. Laying my Burdens Down.
Katrine Schmidt er én af de musikere man skal opleve live for at blive godt og grundig indfanget. Den vokale indlevelse er af en anden verden og har været det siden første gang jeg oplevede hende på en café tilbage i 2017. Udviklingen har givet et mere roligt lydbillede samt en overbevisende indlevelse i både tekst og musik.
Publikum kalder på ekstranummer. Den hedder ”Aching”. En sang der ikke er på pladen, ej heller har jeg hørt den før. En skøn poppet folk-sang med minimalistisk instrumentering. Den har en anden vibe og sound end hele det foregående album ”Laying my Burdens Down”. Om det var planlagt den skulle spilles eller ej, vides ikke. Men den giver i hvert fald en ro på at der er mere på vej.
Billeder fra Huset i Hasserisgade, Aalborg
