Debutanterne Childrenn spillede for første gang på Northside lørdag d. 18 juni på P6 Beat Stage. Forventningerne var ikke store, da Jakob Jørgensen, Jakob Brixen, Manoj Ramdas og Rune Kristensen gik på scenen. Bandet var ikke fra første færd planlagt til at spille Northside. En aflysning fra den skotske sangskriver C Duncan gjorde at de danske rockdrenge fra Childrenn fik plads i programmet og dermed kunne skrive festivalen på sit CV.
Med kun ét minialbum bag sig har Childrenn ikke det store bagkatalog at fremvise, men hver især har medlemmerne masser af erfaring at trække på. Manoj Ramdas fra The Good The Bad, Jakob Brixen fra Mechanical Birds, bassisten fra Psyched Up Janis Jakob Jørgensen og PowerSolo-trommeslager Rune Kristensen.
Med en hårdtslående intro åbnede bandet Northside denne lune lørdag på P6 Beat scenen. Publikum stiftede bl.a. bekendtskab med Handcuffed hvor den melodiske intro huskes som det bløde smør på et ellers tørt franskbrød. Childrenn er i og for sig et noiserock-band hvor guitarsoloer og rytmiske sekvenser bliver den gode topping med alt hvad hjertet kan begære. Den lange Animale gjorde også sit indtog for festivalen første gæster inden bandet kunne præsentere det der virkelig får mit hjerte til at banke for Childrenn, det poppede univers. Bl.a. It´s Time To Leave giver masser af god vokal med rytmiske riffs og fed tråd.
Publikum er så småt ved at vågne op og klapsalver bliver hyppigere og hyppigere imellem sangene, mens forsanger Jakob Brixen også mærker stemningen og udbryder ”Hvor er i fede at spille for!!”, inden en ny sang, Year Of Complaint, får lov at fylde luften.
Det er uden tvivl de melodiske riffs som holder dampen oppe for publikum i et ellers larmende univers hvor Dancing On The Ashes netop runger, inden den hårdtslående gruppe takker af og giver sidste sang som med på vejen får kommentaren ” her kommer en helt vild deprimerende sang”. Deprimerende eller ej, så gjorde Childrenn deres for at tænde lørdagspublikummet og lykkedes med det meste, i en koncert der bølgede frem og tilbage.