Aalborgs undergrund slår revner og lader spændende navne dukke ud af murene engang imellem. Bandet Momme, bestående af sangerinde Christina Momme, Casper Tonnisen på guitar, Mathias Just på bas samt trommeslager Martin Haumann, er et produkt af undergrunden i Aalborg og nu debuterer de med udspillet ”E.P”.
Jeg oplevede Momme for et par år siden på den lokale ø-festival, Egholm Festival, en sen aften og siden har jeg været draget til denne fanden-indvoldske karakter som Momme udstråler på scenen. Den nye EP er et step op fra dengang til nu, hvor rocken lever videre i rå og upoleret udgave.
Poison har gennemgået en omvæltning med mere tråd og mere energi, mens produktionen har fået et lækker nyk opad. Sammen med den rå vokal af Christina slår sangen igennem gulvbrædderne og loftet, og skriger vilje og gåpåmod fra bandet. Min favorit, all time, er sangen Queen Of The Night. Denne har gennemgået en lige så lækker omvæltning, mens den samme vibe vedligeholdes og Christina kan udfolde sin ekstravagante energi indtil breaket tager over og trommerne brænder.
Sange som Hard Boy yder da heller ikke Momme værst. Faktisk er den bandets poppede sang, med en nydelig og melodisk tråd sammen med en vokal som endnu engang emmer af Christina´s rå og hæse vokal. Christina Momme er unik for Aalborg og ingen andre end hende, kan vi prise for den slags musik fra det nordjyske. Hvis nogen skal starte en revolution, så er bandet selvvalgt. Giv agt.
EP´en fra Momme er tilgængelig på diverse streamingtjenester.
Herunder kan du opleve I Wanna Go Home fra det Aalborgensiske band, Momme.