LIAM - EP One

LIAM er en ung nordjysk musikant på den danske musikscene. Bare 14 år og nu klar til at overtage branchen med sin debut EP EP One. Liam Holm spiller også med i rockbandet Pre Stasis på vokal og guitar. Et band fra projektet Musikstarter. Dog er sangene begyndt at fylde for meget derhjemme i skuffen, så nu prøver han solo-tilværelsen af.

Songwriter på engelsk i et meget enkelt univers med rolig klaver og en vokal med snørkler på udtalen. EP´en EP One består af 3 sange. Sangen Mexico fremmer den hæse vokal fra den unge sanger indtil det iørefaldende omkvæd sætter et nydeligt touch på første lytning. All Days Are the Same følger nogenlunde samme spor som foregående. Det er god easy-listening på togturen eller en stille morgen uden de store gøremål.

Derimod byder EP´ens afslutning på en lidt anden stemning hvor der er kommet mere poppet kor ind a la Ed Sheeran. På sangen I´m Nothing Special leges der lidt mere med instrumenteringen, en elektrisk guitar har fundet vej og tempoet har fået et nøk opad. Hvor der på de foregående sange herskede en lettere sørgmodig stemning, er der kommet mere farve på tilværelsen og et lille håb lyser i mørket på I´m Nothing Special.

Selvom den samlede spilletid kun lige rammer over de 11 min, så er der alligevel en del gode momenter at spore i den korte seance EP´en udgør. Specielt Mexico har noget iørefaldende over sig og er med rette valgt som åbneren til denne debut-ep. De storeladne flader er helt uhørt for en musiker på den alder, men jeg byder det velkommen selvom alt stadig kan nå at ændre retning i fremtiden.

Udgivelserne er et musikalsk samarbejde mellem sanger Liam Holm og producer/musiker Martin von Seelen. Herunder kan du opleve musikvideoen til sangen Mexico.

Faktaboks
Udgivelse: 27 januar 2020
Pladeselskab: Unsigned
Udgivet på streaming