Interview @ Tapetown, Aarhus
Interview @ Tapetown, Aarhus
Interview med Rasmus Bredvig @ Tapetown, Aarhus

 

En kold december-onsdag 2016, mens mørket stadig lurer, er jeg steget på toget på vej mod Aarhus. Ikke for at juleshoppe, men for at møde folkene bag Tapetown Studio. Studiet ligger på Jægergårdsgade nede ved sydhavnen i den gamle bydel. Der står stadig enkelte af de 100-år gamle bygninger og i ét af dem har foreningen Lydhavnen fået lov at flytte ind.

Efter lidt besvær med at finde indgangen, finder Marie mig ude ved porten. Marie arbejder hos Tapetown og har inviteret mig indenfor til en snak om stedet og den alternative musik som indspilles/produceres her. Her møder jeg Rasmus Bredvig som i sin tid stiftede Tapetown. Vi sætter os ned over en kop kaffe, mens snakken hurtigt falder ovre bygningens andre beboere som bl.a. tæller produceren Carsten Heller. Vi er placeret i fællesområdet, tæt på Heller´s studie hvor musikken brager løs og pludselig drejer snakken sig omkring Gulddreng. En kunstner som Carsten Heller også har arbejdet med. Det er ikke musik Rasmus selv lytter til, men idéen med at tage tykt pis på den ekstremt kommercielle sendeflade tiltaler ham.

”Det skal være musik med sjæl og nerve”

I bygningen sidder folk med sans for mastering og mixing, én der producerer elektronisk udstyr til brug i musikproduktion og nogle der kan hjælpe i den skabende proces fra sound til produkt. Der er altid nogle af sparre med og sådan forstillede Rasmus sig også at stedet Lydhavnen, hvori Tapetown er en del af, skulle være. Tapetown fokuserer kun på de mere alternative genrer, det mere beskidte udtryk, og som regel med et afsæt i rock – med små afvigelser. Kommer der bud på andre genrer, bliver disse afvist af den begrundelse at Rasmus selv vil være tilfreds med det han laver,”.. det alternative og mere smadrede udtryk er det jeg kender og forstår bedst”

”Det skal være musik med sjæl og nerve” fortæller Rasmus og den finder han typisk i den alternative genre. Selv er han musiker, som guitarist og sanger i bandet Captain Casanova og det er bla. hans egen indstilling som musiker han har taget videre til Tapetown. Til spørgsmålet omkring mainstream og forskellen mellem indspillet materiale og live-koncerter, fortæller Rasmus meget passioneret ,.”Jeg vil gerne skabe følelsen af at man kan mærke bandet, der spiller – som i gamle dage. Så nerven kommer med, de små fejl – det er der man finder alt det gode.” Bands får sjældent lov til at spille med click-track eller indspille “i lag”, når de kommer i studiet. “Det tager fokus væk fra at være tilstede i rummet og det at bandet mærker hinanden”. For ham giver det mest mening at man oplever musikken i nuet og lader sig være en del af det, forsvinder i det, også som musiker på scenen.

Community” er nøgleordet for Rasmus Bredvig. Ikke alene er han co-founder af Lydhavnen, musiker, har stiftet Tapetown, men har også en andel i merchandise-virksomheden Merch City som bl.a. sælger merchandise for bands som Baest, The White Dominos og Hverdagens Helte.

Selv er jeg beundret. For som han fortæller, inden det hele startede med Tapetown, så boede han på en madras på gulvet i et tidligere studie. Han havde ingen penge til at realisere Tapetown og måtte arbejde uafbrudt i flere måneder som nedrivnings-arbejder i Horsens indtil han havde nok penge til at få betalt et indskud til bygningerne i Aarhus sydhavn sammen med de andre.

En del af indspilningstudiet hos Tapetown, Aarhus.
En del af indspilningstudiet hos Tapetown, Aarhus.

”Jeg har altid idéer i mit hoved..” siger Rasmus og fortæller bl.a. om nye samarbejder i Tyskland samt tiltaget Tapetown Extravaganza som er lukkede fester der holdes i musikken og mangfoldighedens tegn, hvor mange af de bands som har været forbi studiet får lov at spille deres musik. Det skal være et sted, hvor alle er lige og den daglige konformitet er ikke-eksisterende. Derfor klæder han bla. folk ud i dyrekostumer. For som Rasmus siger ”.. Det er svært at være smart når folk render rundt i dyrekostumer – det nedbryder nogle barrierer for folk”. Hvilket han uden tvivl har ret i.

Efter en behagelig snak, som tog meget længere end den aftalte time, fik jeg lov at komme lidt rundt i lokalerne som huser Tapetown. Mixerstudiet indeholder en kæmpe mixer med rude ud til indspilningsstudiet hvor musikerne udfører deres magi, mens Rasmus bl.a. sidder ved pulten og skruer på knapperne. Rundt om mixeren er placeret mange forskellige apparater med hver deres funktion, et par planter af den art som ikke skal vandes ret meget, mens et tilstødende rum har en lille kontorplads og opmagasinering af cd´er, lp´er og endda kassette bånd samt de føromtalte dyrekostumer. Rasmus smiler skævt da jeg peger på et stort kostume med musehoved og grønne knurrehår.  De kostumer er helt klart med til at bryde et par barrierer, er jeg ikke i tvivl om.

En del af indspilningstudiet hos Tapetown, Aarhus.
En del af kontrolrummet hos Tapetown, Aarhus

Inde i indspilningsstudiet ser  jeg resterne af en stortromme med Captain Casanova skrevet udenpå, forstærkere og forskellige instrumenter rundt om i krogende og de velkendte røde gulvtæpper på gulvet. I lokalet ved siden af befinder sig et vokalstudie med rude ud til indspilningsstudiet. Da jeg kommer ud igen får jeg øje på en platinplade fra Thomas Helmig, der hænger i indspilningsrummet. Det er en af resterne fra det gamle Feedback Studio, som er fulgt med på Lydhavnen.

Jeg har fået oplevet, snakket musik og drukket kaffen ud, da det er tid til at sige tak for i dag for at begive mig mod Aalborg igen.  Jeg forlader de gamle bygninger, Marie og Rasmus og Tapetown med en følelse af at have mødt ligemænd(og kvinde). Begge dybt passionerede i musikken og begge meget inspirerende at snakke med.