Det sidste Orkester er dansksproget, det er rock og med masser af potentiale til at ramme bredt. Kender du Fribytterdrømme og kan lide hvad du hører, så kan du finde ligeså stor glæde i det danske band Det Sidste Orkester.
Det 5-mand store band består af forsanger Mikkel Ferup, Asbjørn de Meza (vokal & guitar) og Mads Ryberg på guitar, Michael Guldberg på bas og vokal, mens trommerne tøjles af Anders Skovgaard.
Pladen Ungdomstungsind Tur / Retur er netop hvad titlen byder. Et indblik i de kvaler det ungdommelige liv kan præstere for at modne de unge mænd (og kvinder, ej at glemme).
Den kompetente intro med fed rockspade og lækker trommeføring på Rodehoved banker med ét mit hjerte fast på bandets potentiale til at ramme bredt. Sangen, som handler om at glemme sig selv i sit eget rod, har format af hit på landets radioer og ungdommelige sind.
Det er en plade der taler til ungdommen og det rebelske i mit eget sind. Oprøret bliver blandt andet italesat på Paradoks med ordene “Fuck Janteloven for den tror den er bedre end os..” med godt vokalarbejde af både forsanger Mikkel og andenstemme Asbjørn De Meza. En vokal-sammensætning der kendetegner bandets lyd.
Det er en kompetent plade som i de rette omgivelser og tidspunkt, kan være en forløsning for selv den mindst rockpræget lytter. Guitarerne tager os tilbage til de gode gamle dage hvor det psykedeliske tema herskede landet over blandet med det dansksprogede rock i en gryde af samfundskritik og humor.
“Livet er som at kaste terninger..” bliver der sunget på sangen, og ordspillet, Fader, hvor?. Den forrige sætning beskriver også fint bandets gennemslagskraft på det brede publikum. Enkelte vil undres, sågar tvivle på de høje toner som forsanger Mikkel smider om sig, mens andre vil tage imod med kyshånd og nyde det unge orkester, som hvis det var det sidste orkester de skulle høre.
Men hvad sker der med sangen Piller?
Rap, som om gode gamle MC Einar var teamet op med gruppen Sjakket, bliver pludselig kastet ud af højtalernes vibrerende hinde, uden egentlig introduktion og varsel. Det bryder pludselig hele pladens tema og fik mig til at tjekke om det kunne være en fejl. Men nej. Piller er reel nok. Måske den skulle have været tilført som bonusnummer?
Immervæk. Det er som sagt en kompetent plade med masser af fed spade og lyrisk iørefaldende for dem der ikke føler sig truffet af de skæve toner. Jeg er specielt glad for produktionen på Rodehoved som står som én af de mest selvskrevne hit fra pladen.
Faktaboks
Udgivelse: 1 Maj 2020 (dog på vinyl tidligere)
Pladeselskab: Egen udgivelse
Udgivet på streaming og vinyl