Den Fjerde Væg

Den Fjerde Væg er et band der ynder at lege med det produkt en udgivelse kan blive til, når det skal præsenteres for lytterne. Pop-synth og percussion i et underfundigt univers med plads til noter af rock og dansksproget vokal af Lasse Aagaard, Rune Risager på guitar og Andreas Lassithiotakis på bas og keys m.v.

Bag sig har trioen debut-albummet Drengekys (2012), Danser (2014) og Jeg giver slip hvis du giver slip (2016). Den nyeste plade Jamais Vu er en gennemtænkt og tilbageskuende udgivelse med seriøs tyngde i ordene og musikken.

Udgivelsen Jamais Vu var egentlig tiltænkt at blive udgivet som 3 hele albums på én udgivelse (trippleplade). Men efter at have erfaret at der ikke er plads til så stor en mængde musik på én vinylplade, har Den Fjerde Væg måtte udgive en forkortet version på vinyl og Jamais Vu (Udfoldet) på streaming. Jeg fokuserer på dét der oprindeligt var meningen med udgivelsen. Jamais Vu (Udfoldet) i sin helhed.

JAMAIS VU I

Sig Det Hele starter rejsen ind i et dystert univers. En åbning i en lille sprække med forviklinger og skarpe kanter, hvor vocoder og rivende guitar blomstrer. En dristig åbning for nye lyttere. Der er dog bløde pop-puder at hen-slænge i. På sange som den håbefulde Evig Morgen over i en blanding af modløshed og erkendelse på For Sent. Indimellem er der lyttende tænkepauser hvor en blanding af dramatiske lyde og iørefaldende toner får dit sind til at undres og fænges. For det meste undres.

JAMAIS VU II

Titelsangen Jamais Wu har en intro som følger albummet faste skabelon, men pludselig rammer en urban-følelse sammen med en sampling af kor der pepper lidt op i pladens udtryk. Der er stadig masser af drømmende pop-toner, men det virker som om der leges endnu mere med udtrykket og sampleren, som også går igen i sangen Videre og Videre.  Venter på Sommer tænder op igen og ligger sig i strømmen af skøn pop med Lasse Aagaard på vokal.

JAMAIS VU III

Whatever? Er vi på vej ned af kirkegården i den hjemsøgte kirke eller til bryllup i Skotland. Et pludseligt lydskifte hiver harpens strenge over i sukkersøde toner inden den hjemsøgte kirke igen kradser i baggrunden. Jeg er i tvivl om hvad jeg skal føle,.. eller hvordan. Til tider rammer man en mur i musikkens udvikling og ønsker mere at skippe end at udstå de få minutter sangen varer. Men en god slutspurt er indledt på Ridser med både vokal og synthesizer uden de store udfald. En ren og blød gennemgang som kæler for min fortravlede hjerne. Det samme formår Stråle , som med skøn kor af Sarah Mariegaard og guitar igen får humøret op.

Jamais Vu (Udfoldet) er en stor mundfuld hvis du kun er snack-sulten. I bidder kan du selv tage for dig af retterne, men som helhed skal du være opmærksom at det kommer til at rykke i dit sind og dine følelser. De skønne popmelodier blandes med en eksperimentel modløshed over for en verden vi ikke har svært ved at genkende i dag.

 

Faktaboks
Udgivelse: 27 marts 2020
Pladeselskab: Sony Music
Udgivet på streaming og vinyl