Den dansksprogede trio, De Lyse Timer, udgav albummet Under En Anden Sol i slutningen af 2017. På Fredag d. 6 april spiller de koncert i Karens Minde Kulturhus i København SV. Med sig har de support af duoen Eugenia.
Trioen spiller dansksproget poprock med vekslende falsetlignende vokal, til tider letsindig percussion og andre gange hurtige trommer. Medlemmerne består af Sebastian Vinther, Djarn Kargin og Andreas Sorgenfrei.
Om albummet fortæller bandet; ” I det store hele er albummet her, på mange måder, et opgør med ungdommen. Enhver ungdom er vel storslået på hver sin egen facon. Den er både skælsættende, fordømt, og befriende på en gang, og fortjener, i vores optik, i høj grad en hyldest. Det får den så her og nu, under en anden sol.’’
Inden koncerten på Fredag d. 6 april premierer Musikblogger.dk hermed en liveindspillet session af sangen Krydsfelt fra albummet Under En Anden Sol. (Se toppen af artiklen) Sessionen er indspillet i Understrøm Lydstudie i København.
“Vi spiller selvfølgelig de fleste sange fra debutalbummet fredag, men også helt nye sange, som vi arbejder på til den kommende plade.“, fortæller forsanger Andreas Sorgenfrei om koncerten i Karens Minde Kulturhus.